(Oprindeligt indlæg fra februar 2016)

“Nåååå… jamen jeg troede ….. !” 

Har du hørt det før? Kender du situationen fra både den ene og den anden side? Forud for dette er der sandsynligvis gået to modsatrettede tanker. Den ene tænker: “Jamen for fanden… hvorfor vidste han ikke det. Kan han ikke regne det ud?”. Den anden tænker: “Hvorfor pokker havde han ikke fortalt det, så jeg vidste det?”. Hvem har ret? Ja..det har du selvfølgelig?

I 1997 arbejdede jeg i et Special Operations hovedkvarter i Sarajevo. Den afdeling jeg arbejdede i, stod for indsættelser af koalitionens specialstyrker i Bosnien-Hercegovina. En morgen bestod mit arbejde af debriefing med et SEAL team. De havde været i kamp om natten i en lille multietnisk by hvor der tit var uroligheder pga stridende parter i borgerkrigen. Det hus som SEAL teamet boede i, var blevet angrebet om natten. Operatørerne sprang ud af sengene og optog kampen i underbukser og skudsikker vest. Under huset var der en garage og to personer afsøgte denne garage. De vidste bare ikke den anden også var der. Da de mødte hinanden i garagen fra to forskellige indgange, skød de efter hinanden, fordi de antog at den anden var en modstander. Den ene nåede endda også at kaste en håndgranat som sårede den anden med fragmenter i den ene underben. Det var “blue on blue” som man kalder det, når man kommer til i kampens forvirring, at gå efter hinanden i den tror at det er modstanderen. Desværre er det ikke unormalt og opstår alle steder hvor der indsættes soldater.  

Da de under debriefingen forsøgte at forklare sig selv hvad der var sket, og hvad de havde tænkt kom det frem, at de begge troede de var alene. Ingen havde talt om hvad de havde til hensigt, eller gjorde. De gik bare i krig og glemte kommunikationen.

En af mine kollegaer i Special Operations hovedkvarteret, en cool SEAL løjtnant, sagde henkastet til mig: “Assumptions is the mother of all fuck-ups”. De havde nær slået hinanden ihjel, fordi “de troede at…”. 

Jeg kendte ikke dette ordsprog dengang, men bruger det selv ofte nu. I mange sammenhænge. Det gav mening med det samme. For hvis vi antager uden at vide, så er der ofte et enormt grundlag for misforståelser og fejl, mennesker imellem. For dig betyder det nok ikke død, fragmenter og ulykke. Men misforståelser og fejl, er et lille monster, der har det med at vokse sig større hvis vi ikke slår det ihjel, så snart vi opdager det. Jeg plejer at kalde det “at rydde op”. Vi rydder op for misforståelser og forhindrer fejl, ved at spørge ind, ved at sige hvad vi gør og ved at være åbne overfor andre der også rydder op. Det gælder i kommunikation med børn, med sin partner og ikke mindst på arbejdspladsen. 

Når der er knas imellem mennesker så er den indledende fejl ofte at den ene part antager. Når først man har antaget, så har man besluttet sig for hvordan virkeligheden jo må se ud. Stærke mennesker der hviler i sig selv siger selvfølgelig straks… “nååå… det var det du mente, så forstår jeg bedre”. Men der er en stor risiko for at den samme situation, fra to forskellige mennesker er opfattet vidt forskelligt. Det er ikke nødvendigvis den ene, der har ret. Det kan meget vel være at eksempelvis en besked, kan forstås på to vidt  forskellige måder. Det er vigtigt at være bevidst om at andre mennesker næsten altid opfatter situationen andeledes end du selv. Vi ser nemlig ikke verden som den er. Vi ser verden, som vi selv er!

Når vi kom hjem fra en opgave eller kompleks træning, gennemførte vi altid disse debriefinger, for at lære. Man blev siddende i denne debriefing til alle emner var udtømt og der var skabt konsensus.
Hvis der var knas imellem mennesker, så var det tydeligt, at jo mere åben og jo mere ærlig man var under denne tilbagemelding, jo lettere blev alt samarbejde og jo lettere blev oprydningen. Man fik måske et par sandheder, som i det korte øjeblik, hvis man var svag, kunne skabe modstand. Men hvis man tænker over hvorfor man egentlig sidder der, så giver det mening at være ærlig og åben. Sig tingene som de er. Del dine observationer, sig din mening om det der er sket. Tage åbent imod det der kommer. Dosér eventuelt ved at adskille følelser fra situationer. Bruge et objektivt sprog med udgangspunkt i dig selv. Og ikke mindst ryd op omkring dig ved at afklare og søge at forstå. 

Jeg ved fra mit arbejde som udvikler i de virksomheder jeg arbejder i nu, at det ikke er mange virksomheder der evalurere på indsatsen. Derved går meget læring tabt og man får ikke delt, det der skal deles. Og vigtigst… der bliver ikke “ryddet op” i de mentale forbindelser. Men hvad med at indføre dette som et fast sidste punkt i alle dine projekter? En åben og ærlig evaluering, hvor bliver ryddet af vejen, så den ligger fri og åben…klar til næste ryk.

Ved du virkelig? Eller er det bare noget du antager?